Tilbage til oversigten
Kirurgi

Mød kirurgen: Jakob Astrup

I takt med at efterspørgslen for kosmetisk plastikkirurgi fortsætter med at stige, forstummer de ellers sejlivede myter om branchen også. For plastikkirurg Jakob Astrup betyder det at han i de 16 år han har været i faget, har oplevet en opblødning i omverdens syn på branchen og en oprigtig nysgerrighed fra langt de fleste han møder, om alt det branchen kan og har at byde på.

For Jakob er forventningsafstemningen inden operationen det vigtigste i hele forløbet. Er den til stede, så kan patienten ikke blive andet end glad for sit endelige resultat. Og glade patienter er det der først og fremmest driver Jakob i sit daglige virke som plastikkirurg.

Men hvorfor lige plastikkirurgi som karrierevej? Og hvis ikke plastikkirurg, hvad havde Jakob så lavet i dag? Hvad sker der egentlig på operationsstuen mens patienten er i drømmeland? Og hvad gør Jakob glad udenfor sit arbejde? Alt det og meget mere får du svaret på her. Vi har nemlig taget en snak med Jakob om branchen, hans valg af karriere, værdisæt og vigtigheden af at gøre sig umage i alt man gør.

Fortæl lidt om, hvorfor du valgte at blive plastikkirurg?

Jeg startede i plastikkirurgien i 2006 og det har bragt mig vidt omkring. Jeg har både arbejdet på Herlev hospital og Rigshospitalet og Aleris-Hamlet og på Akademiklinikken i Stockholm og nu er jeg så startet i CeriX i slutningen af 2021.
Jeg startede oprindeligt med kosmetisk plastikkirurgi fordi man har en meget alsidig hverdag. Der er ikke to dage der er ens. Jeg opererer fra top til tå hos både unge og gamle. Der er utrolig mange forskellige kirurgiske indgreb og det gør at min hverdag bliver alsidig og så kan jeg virkelig godt lide at gøre folk glade.

Det at have glade patienter, det betyder meget for mig. Det er nok mit brændsel der får mig til at trives i hverdagen. At have glade patienter.

Min vej ind i det plastikkirurgiske felt var faktisk gennem rekonstruktion af brandsårspatienter. Det er et enormt meningsfyldt arbejde på mange måder, fordi man helbreder og sågar redder liv. Men jeg synes ikke selve kirurgien er så tilfredsstillende, fordi det bliver aldrig rigtig godt. Man lykkes sjældent med et resultat, hvor patienten bliver rigtig glad, da den type rekonstruktion altid vil efterlade store ar både på krop og sjæl. Her har jeg en markant anderledes oplevelse gennem den kosmetiske plastikkirurgi, fordi her handler det om at optimere og forfine udgangspunktet. Det skaber oprigtig glæde hos patienten.

Hvad kan du særligt godt lide at lave indenfor kosmetisk plastikkirurgi?

Jeg kan vitterligt lide det hele, fordi det netop skaber den alsidighed som er så vigtig for mig. Jeg kan dog ekstra godt lide at lave det vi kalder bodycontouring- eller på dansk, kropsmodellering. Her kan man skabe og forme kroppen uden ensidigt fokus på kun en kropsdel og så kan jeg også godt lide at lave alm. brystkirurgi. Dvs. brystløft, -reduktioner og brystforstørrelser. Både med brug af eget fedt og implantater.

Men hvis jeg skal nævne én operation jeg særligt godt kan lide at lave, så er det nok maveplastik indeholdende en fedtsugning. Så stort et indgreb gør ofte en meget stor forskel for patienterne og det gør dem enormt glade. Jeg har sagt det før og jeg siger det igen. Det driver mig virkelig. Glade patienter.

De fleste forbinder plastikkirurgi med bryster. Hvad tænker du om det?

Jeg tror tit snakken falder på bryster, fordi det har optaget særligt medierne meget tidligere og så er det jo – eller kan være – et indgreb som efterlader en meget tydelig forskel, som er let at spotte for omverden. Men meget plastikkirurgi i dag, hvis det gøres godt, gøres naturligt og er ikke sådan lige at spotte for alle og enhver. Og så tror jeg at der stadig er meget uvidenhed om branchen. De færreste ved hvor meget man egentlig kan og hvor mange typer af indgreb der findes.

Trods den manglende viden om branchen, føler du så i de år du har været plastikkirurg, at der har været en holdningsændring til kosmetisk kirurgi?

Jeg synes helt klart der har været en opblødning og mange har ændret deres syn på kosmetisk kirurgi. Det er blevet mere acceptabelt, fordi det nu er mere tydeligt at man med helt simple indgreb kan blive en bedre udgave af sig selv.

Det er min opfattelse at det er blevet langt mere normalt at være åben omkring de kosmetiske indgreb eller behandlinger man får foretaget med ambitionen om at blive den bedste udgave af sig selv.

Betyder det så at du tit oplever at folk er nysgerrige i forhold til din profession?

Ja, hvis jeg er ude og jeg fortæller at jeg er læge, så oplever jeg tit at folk bliver interesserede i at høre om mit fag fordi der stadig er lidt glamour ved det. Så fortæller jeg dem at det er blevet en mere almindelig ting at få foretaget kosmetiske indgreb eller behandlinger. Det plejer at falde i god jord og gør at de selv åbner op. Faktisk er jeg til stadighed overrasket over hvor mange der fortæller mig at de selv godt kunne tænke sig at få lavet det ene og det andet. Jeg bliver tit spurgt til råds om de overvejelser de gør sig.

Men hvordan har du det så med, at flere og flere går med overvejelsen om at få foretaget en operation? Har du fx nogensinde oplevet at afvise nogen fordi du synes de går for vidt i deres ønsker?

Som noget af det første, så siger jeg altid til mine patienter at man aldrig skal lave noget for andres skyld. Man skal altid kun lave det for ens egen skyld for ellers bliver man ikke glad. Herefter plejer jeg altid at spørge patienterne om hvor meget det fylder hos dem. Er det hver eneste dag de kigger sig selv i spejlet, så skal vi se om vi kan gøre noget ved det. Er det en gang månedligt, så foreslår jeg patienten at udsætte indgrebet til det virkelig fylder meget hos personen. Er det en gang årligt at tanken dukker op, så er det ikke det værd og det siger jeg i meget utvetydige vendinger. Så ja jeg har flere gange afvist at være patientens kirurg. Og det gør jeg også, hvis det problem patienten definerer ikke er noget jeg selv identificerer som værende et problem, eller jeg kan fornemme at patienten stadig ikke er helt afklaret om hvorvidt behovet er stort nok.

Kan du sætte lidt ord på den proces en patient hos dig typisk skal igennem før, under og efter en operation?

En patient starter med at komme til forundersøgelse, hvor patienten definerer sit problem overfor mig. Og så skal jeg kunne identificere det her problem som patienten har og kan jeg identificere noget som jeg mener at kunne hjælpe patienten med, så tilbyder jeg patienten en operation. Patienten bliver sat ind i alle detaljer omkring indgreb og allervigtigst så drejer det sig om at nå en klar forventningsafstemning, så der ikke opstår overraskelser undervejs. Det er næsten det allervigtigste i forløbet.

Så aftaler man en operationsdag og på selve operationsdagen bliver man taget imod af mig og vores sygeplejerske. Skal man i fuld bedøvelse, så får man lidt medicin inden og jeg tegner typisk lidt på patienten alt imens jeg fortæller undervejs hvad og hvor præcist der skal opereres. Herefter kommer patienten ind på operationsstuen og bliver lagt i fuld narkose, hvis det er nødvendig og ellers blot lokal bedøvelse som fx vil være tilfældet ved øjenlågskirurgi.

Efter operationen kommer patienten ind på opvågningsstuen. Her kommer jeg ind så snart patienten er vågen igen og spørger ind til hvordan patienten har det og sikrer mig at patienten har det bedst muligt. Jeg sætter lidt ord på hvordan selve operationen gik og vi aftaler dato for kontrol og al øvrig lavpraktik omkring forløbet efter operationen.

Hvor lang tid tager en operation typisk?

Det er meget individuelt. Et modermærke kan jeg bortoperere på en halv time fx, men jeg kan også lave store og komplekse operationer der tager det meste af hele dagen. Tidskrævende operationer vil i sagens natur altid være store indgreb, som fx stor maveplastik kombineret med brystforstørrelse og ansigt.

Har du nogle bestemte ritualer, når du opererer?

Ja det har jeg. Til både stor irritation og morskab for det øvrige operationshold. Jeg hører nemlig typisk musik mens jeg opererer. Det får mig til at slappe af og jeg koncentrerer mig bedre. Det gælder i øvrigt også de øvrige kirurger, så det er der ikke noget nyt i. Men forskellen med mig er bare at jeg godt kan finde på at synge med og jeg synger ikke specielt godt og kan da slet ikke huske teksterne. Men det holder mig ikke tilbage.

Det lyder nu meget hyggeligt. Så hvordan er sammenhold og sammensætningen typisk på dit operationshold?

Vi har et rigtig godt sammenhold synes jeg. Det er vigtigt man også kan grine undervejs for at få det bedste frem i alle. I forhold til sammensætningen, så vil der udover mig være en sygeplejerske til stede og en narkoselæge under hele operationen. Så typisk er vi tre og nogle gange fire på operationsstuen.

Har du selv fået foretaget nogle kosmetiske operationer?

Nej faktisk ikke. Jeg har dog fået Botox i tyggemusklen, men det er fordi jeg skærer tænder om natten og kunne godt bruge lidt hjælp til at få musklen til at slappe af og det er jo det Botox kan og gør så fortrinligt.

Er det vigtigt for en kirurg som dig at holde sig ajour på nye teknikker?

Ja det fylder meget. Man vil hele tiden forsøge at forfine sine teknikker. Ændre og gøre det bedre. Derfor er en stor del af faget også at rejse ud, besøge andre kirurger, tage på kurser og besøge klinikker. Og er der andre apparater og behandlinger i udlandet vi med fordel kan tage til os og tage i brug? Så det bruger jeg meget tid på. Altså at rejse ud, lade mig inspirere og arbejde sammen tværfagligt med andre kollegaer i udlandet.

Du har tre børn, hvilke ting er vigtige for dig at give videre?

Det er vigtigt for mig at give videre at de skal gøre sig umage. De skal gøre deres bedste og de skal være nogen ordentlige mennesker. Hvis de lykkes med de tre ting, så skal de nok komme godt gennem livet.

Hvad er det, der gør dig allermest glad?

Jeg holder meget af at være sammen med mine tre børn og hustru. Vi bruger meget tid på vores ødegård i Sverige, hvor jeg holder meget af at være. Vi dyrker alle sport i familien og så kan jeg rigtig godt lide at lave mad og går meget op i den del.
Mange plastikkirurger har ofte en kreativ side. Nogen maler og andre spiller musik. For mig kommer min kreativitet til udtryk gennem madlavningen. Det er min kreative side, som jeg dyrker både gennem madlavningen, men bestemt også gennem mit arbejde.

Hvorfor har du valgt at arbejde hos CeriX?

Jeg har valgt CeriX fordi de sætter patienten meget i fokus og de går meget ind for kvalitet og går op i detaljen ligesom jeg selv gør og det er vigtigt ift. at få glade kunder. Hos CeriX er der kort vej mellem ideer og beslutning og det betyder at jeg kan være med til at forme CeriX og det kan jeg godt lide.

Herudover er jeg af den holdning, at den måde CeriX har valgt at brande sig på, altså ”less is more” og det må aldrig blive et ”freakshow”, det tror jeg personligt er den helt rigtige vej at gå for branchen. Det handler ikke så meget om at ændre, men mere at tilpasse og forfine med udgangspunkt i den enkeltes anatomi.

Hvorfor har CeriX valgt dig tror du?

Jeg tror CeriX har valgt mig fordi de ved, at de får hvad de ser. En kirurg med begge ben på jorden. Jeg har fokus på detaljen og jeg går meget ind for at patienten får det de forventer. Jeg er også en vigtig del af ”limen” der får det tværfaglige til at hænge sammen. Det betyder at vi har en god arbejdskultur. Jeg er ærlig og jeg er god til at få patienterne til at føle sig trygge. Jeg leverer lige præcis det jeg fortæller patienterne de kan forvente som også er en vigtig forudsætning for glade patienter efterfølgende. De ved lige præcis hvilket resultat de ender op med og det giver tryghed og skaber glæde.

Til slut, hvis du ikke skulle have været plastikkirurg, hvad skulle du så have været?

Var jeg ikke blevet plastikkirurg så var jeg nok blevet kok. Det er min passion og det tiltaler mig meget at kunne nørde med ting helt ned i detaljen og perfektionere ud i det ekstreme. Det kan man med finere madlavning, men så sandelig også med kosmetisk plastikkirurgi.

Om Jakob Astrup

Jakob Astrup er 47 år gammel og er speciallæge i plastikkirurgi fra Herlev hospital og Rigshospitalet. Før Jakob Astrup kom til CeriX har han også arbejdet som plastikkirurg på Aleris-Hamlet privathospital og Akademiklinikken i Stockholm. Som uddannet plastikkirurg siden 2006, har Jakob Astrup en enorm erfaring indenfor hele det plastikkirurgiske felt, herunder almen plastikkirurgi, rekonstruktionskirurgi samt kosmetisk kirurgi.

Som er kendetegnende for CeriX i øvrigt, så kærer Jakob Astrup sig om kun at skabe de bedst mulige resultater for sine patienter og altid med et sundt og naturligt skønhedsideal for øje. Han forstår ligeledes vigtigheden af løbende at vedligeholde og udvikle sine kompetencer og er derfor altid opdateret på de nyeste og førende kirurgiske teknikker. I sit virke som erfaren og efterspurgt plastikkirurg har Jakob Astrup fået adskillige fagartikler udgivet i både nationale og internationale tidsskrifter.

Kontakt os og få et uforpligtende tilbud