Forundersøgelse
Ønsker du at få rettet dine brystvorter til igennem en operation hos CeriX, kommer du naturligvis først og fremmest til en grundig forundersøgelse. Denne er helt uforpligtende. Til forundersøgelsen vil du og vores kirurg sammen kigge nærmere på problematikken. På baggrund af problemets karakter og dine ønsker til resultatet, vil du blive præsenteret for mulige fremgangsmåder, som kirurgen finder passende i dit specifikke tilfælde.
Skulle der være nogen grund til, at kirurgen ikke finder det forsvarligt eller relevant at foretage et indgreb, vil vi ikke operere dig. Du kan således være sikker på, at du kun bliver opereret, hvis det giver mening, og hvis det er sikkert.
Selve operationen
Korrektion af indadvendte brystvorter kan foregå i lokalbedøvelse, hvor kan du tage hjem umiddelbart efter. Indgrebet udføres også i fuld bedøvelse, hvor du kan komme hjem, når du opfylder udskrivelseskriterierne, hvilket typisk er få timer efter operationen.
Ved operationen laver man et lille snit i kanten af brystvorten, hvorefter kirtelgangene gennemskæres. Der findes forskellige teknikker til at holde brystvorten på plads. Der bliver lagt lokalbedøvelse i sårene ved operationens slutning, og i de fleste tilfælde sys sårene sammen med selvopløselige tråde. Til sidst sættes der tape over sårene og en forbinding, som holder brystvorten ude. Denne forbinding skal blive på i ca. 10-14 dage.
Ar efter operationen
Det er blandt andet ikke muligt at garantere, hvordan arrene kommer til at se ud. I langt de fleste tilfælde bliver de dog små og lyse. Det gælder desuden, at du kan få et lidt asymmetrisk resultat med en operation af brystvorterne. Særligt hvis ikke dine brystvorter i forvejen er fuldkommen symmetriske, kan der fortsat forekomme en smule asymmetri efter et indgreb.
Når der er tale om en rettelse af brystvorterne, oplever nogle kvinder desuden nedsat følsomhed i brystvorterne efterfølgende. Mange af disse kvinder får følsomheden tilbage igen i løbet af 6-12 måneder.
Amning efter operationen
Noget af det, du skal være særligt opmærksom på, er, at du kan miste evnen til at amme ved at få korrigeret dine brystvorter. For de få kvinder, der ikke får følsomheden tilbage efter en operation, er det ofte ensbetydende med, at de heller ikke er i stand til at amme.
Ønsker du at kunne amme dine børn, og har du endnu ikke fået alle de børn, du gerne vil have? Så er det sandsynligvis ikke anbefalelsesværdigt at få foretaget en operation for at vende brystvorterne udad. Vent i stedet, til du er færdig med at amme, så du er sikker på, at dette ikke bliver et problem. Der er ingen garanti for, at du kan amme efter operationen, og derfor er det fornuftigt at være på den sikre side og vente, hvis du gerne vil kunne amme.