Tilbage til oversigten
Kirurgi

Mød kirurgen: Daniel Yadete

Plastikkirurgi er populært som aldrig før, og rekordmange vælger at lægge sig under kniven og få foretaget kosmetiske operationer. Mange forbinder plastikkirurgi med noget kunstigt og unaturligt. Det kan plastikkirurgi også være, men for plastikkirurg Daniel Yadete handler kosmetisk plastikkirurgi først og fremmest om at lave resultater, der harmonerer med det naturlige skønhedsideal

Hvorfor blev du plastikkirurg? Hvordan har din karrierevej været? Hvad er din største passion? Og hvad ville du arbejde med, hvis du ikke skulle være kirurg? Alt det og meget mere får du svaret på her. Vi har nemlig taget en snak med Daniel om karrieren som plastikkirurg, om at dyrke sit talent og om betydningen af ærlighed og fælleskab, både i professionelt og privat regi

Fortæl lidt om, hvorfor du valgte at blive plastikkirurg?

Siden jeg begyndte i skolen, har jeg altid følt, at de naturvidenskabelig fag var de mest spændende. Den oplevelse blev kun bekræftet yderligere gennem mit skoleforløb og gymnasiet. Jeg har derfor altid tænkt, at jeg skulle studere noget, der havde med naturvidenskab at gøre. Det var dog først efter gymnasiet, at jeg fandt ud, at jeg skulle studere lægevidenskab (som det hed dengang).

Hvorfor passer plastikkirurgi til din personlighed?

På universitetet var ét af mine første fag anatomi. Det havde jeg ret meget flair for, så jeg fik hurtigt et studiejob på anatomisk institut, hvilket helt klart styrkede min teoretiske viden samt håndelag i forhold til kirurgi.

Da jeg var færdiguddannet som læge og var med som assistent til min første operation, så den pågældende overlæge, at jeg havde et særligt talent for kirurgi. Jeg fik derfor hurtigt lov til at operere (til flere af mine lidt ældre kollegaers ærgrelse), og derfra har jeg ikke været i tvivl om, at jeg skulle være kirurg.

At jeg lige skulle ende med at blive plastikkirurg var ikke forudbestemt, men jeg tror, at valget af speciale er kommet af sig selv, da det passer godt til mit temperament. Man skal være alsidig, tålmodig, kreativ og perfektionistisk.

Når jeg opererer, oplever jeg det som en slags boble uden tid, hvor fokus kun er på at skabe et perfekt resultat, som er unikt designet til den person, som bliver opereret.

Først når jeg er fuldt tilfreds med resultatet forsvinder boblen, og tiden begynder igen – den tilstand kan jeg virkelig godt lide.

De fleste forbinder plastikkirurgi med bryster. Hvad tænker du om det?

Jeg forestiller mig, at det er fordi bryster og brystforstørrende operationer er noget, som medierne gennem tiden har haft stor fokus på. Det er derfor nemt at forholde sig til, når snakken falder på plastikkirurgi. Brystoperationer udgør da også en forholdsvist stor del af de plastikkirurgiske operationer, men faktisk er brystoperationer kun en meget lille del af plastikkirurgi.

Selve det plastikkirurgiske fagspeciale favner meget bredt. Det rummer alle områder på kroppen og indeholder både kræftbehandling, brandsårsbehandling, rekonstruktionsbehandling efter kræftoperationer og ulykker, korrektioner af medfødte misdannelser og tilstande, mikrokirurgisk rekonstruktion, korrektion efter massivt vægttab, korrektion af abnorme anatomiske tilstande.

I andre lande end Danmark dækker det plastikkirurgiske speciale også kraniofacial kirurgi og håndkirurgi. Derudover er der selvfølgelig kosmetisk plastikkirurgi, som igen dækker bredt over operationer på hele kroppen. Så plastikkirurgi er et stort speciale, og kosmetisk kirurgi er kun en del af specialet.

Hvad er din uddannelsesbaggrund – hvordan er du nået dertil, du er i dag?

Jeg studerede til læge i 6,5 år og holdt en pause undervejs på 6 måneder, hvor jeg som medicinstuderende havde lægevikariat. I alt har jeg i dag været læge i mere end 20 år og speciallæge i snart 12 år. Jeg har i dag en bred og grundig erfaring med mig fra min speciallægeuddannelse fra forskellige danske universitetsafdelinger, samt mine år som overlæge på et stort universitetshospital i København.

Jeg har alle år været flittig til at deltage i faglige møder, seminarer og kongresser. Dertil har jeg gennem tiden været på en del “studiebesøg” hos de dygtigste kollegaer i ind- og udland for at udveksle erfaringer og dygtiggøre hinanden.

Blandt mange kan nævnes Dr. Randquist (Victoriaklinikken i Stockholm), Dr. Hammers (Køln/Malaga) og Dr. Khao (Los Angeles). Sidstnævnte var for nogle år tilbage på besøg og lærte både Stig-Frederik og mig teknikkerne til ponytail facelift og Alexandra breastlift. I 2020 og en del af 2021 har vi pga Covid-19 desværre været forhindret i at rejse til kongresser og tage på planlagt studebesøg på Dr. Khaos privathospital. I stedet har vi flittigt deltaget i webinarer, men det er klart, vi ser frem til igen at kunne rejse ud for at samle ny viden og uddanne os videre.

Hvor vigtigt er det for en kirurg som dig at holde sig ajour på nye teknikker?

Som kirurg er det selvfølgelig optimalt at have stor erfaring med en bred og grundig viden om forskellige operationsteknikker.

Man skal være sig bevidst om, at faget hele tiden udvikler sig, og derfor er det vigtigt konstant at være nysgerrig på nye teknikker og samtidig være kritisk overfor, om de nye teknikker ”bare” er nye, eller om de faktisk er en forbedring i forhold til de eksisterende teknikker.

Det giver virkelig god mening! Og hvad elsker du mest ved at arbejde i den kosmetiske branche?

Jeg ser først og fremmest mig selv som læge i mit daglige arbejde. Det betyder, at jeg altid vurderer, om en eventuel behandling er en lægefagligt god løsning, samt om det giver mening at udføre den i forhold det forventede slutresultat.

Dét, jeg elsker mest ved mit arbejde, er dels at nørde med mit håndværk, dels at se hvor glade folk bliver for deres resultat.

Skønhedsindustrien boomer i disse år, hvor ser du det hele henne om nogle år?

Det er jo svært at spå om fremtiden, men jeg tænker, at kosmetisk plastikkirurgi vil blive en mere og mere accepteret som en behandling, man selvfølgelig får foretaget, hvis man ønsker det.

Mit håb er, at det er ønsket om et mere naturligt resultat, som folk vil ønske, frem for det mere kunstige look, som desværre også nyder en vis popularitet hos enkelte.

Er der noget mine efterhånden mange år som plastikkirurg har lært mig, så er det, at forfængelighed ikke har nogen alder, ikke har nogen sammenhæng med økonomiske forhold, og at den findes i mange forskellige udgaver. Jeg har personligt intet problem med, at man er forfængelig med, hvordan man gerne vil præsentere sig. Jeg har dog mine grænser for, hvad jeg vil være behjælpelig med, og jeg har bestemt en holdning til, hvad jeg synes er æstetisk smukt og derfor gerne vil hjælpe med at opnå, og hvad jeg ikke vil udføre.

Har du selv fået foretaget nogle operationer?

Nej – ikke endnu.

Oplever du tit, at folk er nysgerrig i forhold til din profession?

De fleste mennesker synes, at mit job er spændende, så jeg får tit spørgsmål om mit job. Mange har fået en plastikkirurgisk operation eller overvejer en plastikkirurgisk operation og har spørgsmål til det.

Hvordan har du det med, at flere og flere får foretaget operationer, kan det ikke gå for vidt? Og har du nogensinde afvist nogen?

En plastikkirurgisk operation skal ende ud med et resultat, som er væsentlig bedre end udgangspunktet. Hvis det er muligt, og folk er grundigt informerede om det valg, de tager, mener jeg, at det kan være en fin løsning at få foretaget en operation.

For mig er ærlighed og en realistisk forventningsafstemning helt afgørende. Jeg har aldrig haft et problem med ikke at tilbyde en operation i de situationer, hvor personen ønsker et urealistisk eller meget unaturligt resultat

Det samme gælder de sjældne situationer, hvor det ganske enkelt ikke giver mening med en plastikkirurgisk operation. I de situationer er det min opgave at give en ærlig og professionel rådgivning.

Hvor lang tid tager en operation typisk?

En operation tager typisk mellem 1-3 timer. Men det kan selvfølgelig både være kortere og længere tid alt efter hvad og hvor meget, der skal udføres.

 

Vis dette opslag på Instagram

 

Et opslag delt af CeriX (@cerix.dk)

Har du nogle bestemte ritualer, når du opererer?

Vi hører næsten altid musik, når jeg opererer. Det får mig til at føle mig afslappet og fokuseret på operationen.

Hvordan er sammenholdet på et operationshold?

Man er afhængige af alle på operationsholdet.

Vi er et team, og det er vigtigt, at alle er dygtige og kender deres opgaver, for at forløbet bliver godt for patienten.

Du har en datter, hvilke ting er vigtige for dig at give videre?

For mig er det vigtigt, at min datter får nogle gode værdier med i livet. Det gælder både hende selv, familie, venskaber, skole, sport, arbejde m.m. Det er jo blandt andet, at man skal forsøge at gøre en forskel for sig selv og for andre på de områder, man kan. Og så har jeg været heldig at kunne give min glæde for sport videre til min datter. På den konto er det efterhånden blevet til en del timer på grønsværen, hvor jeg de seneste 3 år har været assistenttræner på hendes fodboldhold. Det har givet en masse fantastiske fælles oplevelser.

Hvad er det, der gør dig allermest glad?

Der er mange ting, som gør mig glad og meget forskelligt alt efter situationen. I min hverdag er det typisk de små almindelige oplevelser eller tilkendegivelser, som for mig er helt fantastiske. Arbejdsmæssigt er det ret banalt. Der er ingen større glæde end at se en patient til kontrol, som er glad og lykkelig over det resultat, han eller hun har fået.

Du har en stor passion for selve transformationen? Fortæl mere om det

Jeg har en stor passion for skabe noget, som er bedre ud fra de eksisterende forhold. Det være sig hjemme i haven, hvor man skaber noget nyt og flot ud fra noget, som mange andre bare ville have smidt ud og købt noget nyt. Det er lidt det samme i mit arbejde, der kan man bare ikke smide ud og købe noget nyt.

Det er nødvendigt at kunne se muligheder for at skabe noget smuk(kere) i den eksisterende anatomi og så nørde sig hen til at skabe dette.

Jeg kan heller ikke løbe fra, at jeg er en stor sportsnørd – især med hang til fodbold. Her er det de strategiske valg og fællesskabets evne til at opnå succes, der fascinerer mig.

Det handler om at fokusere på, hvordan det enkelte individ bedst muligt udvikler sine spidskompetencer, så der skabes resultater på den lange bane.

Alt sammen noget, der (igen) kan overføres til mit virke som kirurg, hvor det også handler om at fokusere på, hvordan udgangspunktet kan udvikles og transformeres til et smukt, æstetisk resultat, som skaber glæde og tilfredshed på den lange bane.

Til slut, hvis du ikke skulle have været plastikkirurg, hvad skulle du så have været?

Hvis jeg ikke var blevet læge og plastikkirurg, var jeg nok blevet ingeniør eller arkitekt. Altså noget med at skabe noget ud fra de givne forudsætninger – lidt ligesom plastikkirurgi.

Om Daniel Yadete

Daniel Yadete er overlæge i plastikkirurgi fra bl.a. Herlev Universitetshospital og Odense Universitetshospital. Han har været speciallæge i plastikkirurgi siden 2009 og har været med til at starte CeriX op som virksomhedsansvarlig overlæge.

Daniel er en meget erfaren kirurg, som behersker alle typer af plastikkirurgiske indgreb, med en særlig interesse for brystkirurgi, bodysculpturing (f.eks. fedtsugninger og fedttransplantation) og ansigtskirurgi (f.eks ansigtsløft og øjenlågskirurgi).

Daniel deltager kontinuerligt i internationale kurser og konferencer og holder sig hele tiden opdateret på verdens førende teknikker. Han har oplært flere af Danmarks førende plastikkirurger og er desuden én af de få plastikkirurger i verdenen, der kan udføre det kendte Alexandra brystløft, som efterlader et resultat uden synlige ar.

Daniel har medvirket som ekspert i Tv-programmer om skønhed og kosmetisk kirurgi. Han er perfektionistisk, har stor fokus på detaljen, og tilstræber altid et harmonisk, velproportioneret og naturligt look.

    Kontakt os og få et uforpligtende tilbud