Trend: Boom i kosmetiske behandlinger

Antallet af kosmetiske indgreb stiger fortsat hastigt på globalt plan. Det viser den seneste undersøgelse fra The International Society of Aesthetic Plastic Surgery (ISAPS).
Globalt boom i kirurgi & kosmetiske behandlinger fortsætter
Undersøgelsen er baseret på et omfattende datagrundlag fra 2019 og viser en overordnet stigning på 7,4% på tværs af kirurgiske og ikke-kirurgiske kosmetiske indgreb. Det er den internationale og anerkendte forening for æstetisk plastikkirurgi (ISAPS), der står bag den årlige undersøgelse, som sætter spot på udviklingen indenfor plastikkirurgi og kosmetiske behandlinger.
Stigning på 7,4%
Stigningen på 7,4% er højere end stigningen i 2018 (5,6%) og gør sig gældende for både kirurgiske og ikke-kirurgiske procedurer, som steg med henholdsvis 7,1% og 7,6% i 2019 sammenholdt med stigningen i 2018, som kun gjaldt for de ikke-kirurgiske indgreb.
Færre brystforstørrelser
Der ses en nedgang på 3,6% i antallet af brystforstørrende operationer i 2019. Ikke desto mindre er brystforstørrelse stadig det mest almindelige indgreb indenfor kosmetisk kirurgi, og indgrebet står for 15,8% af alle kirurgiske indgreb.
På top 5-listen over de mest populære kirurgiske indgreb indtager brystforstørrelse operationer (BFO) fortsat førstepladsen efterfulgt af fedtsugning, øjenlågskirurgi, maveplastik samt næsekirurgi.
Vendes blikket mod ikke-kirurgiske indgreb er der ligeledes ingen forandring i de indgreb, der indtager top 5 over mest populære procedurer: Botox, filler, hårfjerning, ikke-kirurgisk fedtreduktion og endelig hudforyngelse med laser.
Boost til balder og øjne
Det fald, det er muligt at spore i antallet af brystforstørrelser, er bemærkelsesværdigt. Særligt i lyset af den samlede stigning på 20,6% de seneste fem år. Der kan dog være en sammenhæng mellem faldet i brystforstørrende operationer og den stigning, der ses i antallet af fjernelse af implantater, som er steget med 10,7% i 2019.
Ansigtskirurgi er steget med 13,5% sammenholdt med et fald på 14,7% i 2018. Særligt øjenlågskirurgi er steget i popularitet blandt mænd.
Baldekirurgi skiller sig ud ved den største stigning på tværs af alle kirurgiske procedurer. Isoleret set steg antallet af baldeforstørrelser med hele 38,4% i 2019 – og med svimlende 65,9% fra 2015. Baldeløft er ligeledes steget med 25,5% i 2019 og med 77,6% fra 2015. I tillæg til dette er intimkirurgi (labiaplasty) steget med 24,1% i 2019 og med 73,3% fra 2015.
Rettes fokus mod ikke-kirurgiske procedurer er brugen af injektioner samlet set steget med 8,6%. Botox er fortsat den injektionsbehandling, der udføres mest af, mens den højeste procentuelle stigning findes kollagenstimulerende fillers (calcium hydroxyapatite) med en stigning på 64,9% i 2019. Hertil fortsætter populariteten af hyaluronsyreholdige fillers ligeledes med en stigning på 15,7% fra 2018.
Kvinder elsker kirurgi
Det mest populære og hyppigst udførte indgreb blandt kvinder er fortsat brystforstørrelse, fedtsugning og øjenlågsoperation. Blandt mænd består top 3-listen over kirurgiske indgreb af reduktion af mandebryster (gynækomasti), øjenlågskirurgi og fedtsugning.
Det mest populære ikke-kirurgiske indgreb på tværs af mænd og kvinder er Botox, fillers (hyaluronsyre) og hårfjerning.
Den gruppe, der fik lavet flest kirurgiske indgreb, er kvinder mellem 35-50 år. De fleste brystforstørrelser (53,9%) blev foretaget på de 19-34-årige, som også var dem, der fik foretaget størstedelen (64,5%) af det samlede antal næsekirurgi. Botox er mest populært blandt mænd og kvinder mellem 35-50 år (samlet set 46,1% ud af alle aldersgrupper). For den helt unge målgruppe under 18 år er det fortsat næsekirurgi, der er det mest almindelige indgreb på globalt plan.
USA fører stadig
I USA er der en stigning på 8,7% i antallet af kirurgiske indgreb. USA er ligeledes det land, hvor der udføres flest indgreb på globalt plan (15,9% af det totale antal). Det samme gælder antallet af ikke-kirurgiske indgreb, hvor USA står for 19,3% af alle ikke-kirurgiske indgreb. Brasilien er det land, hvor der udføres flest kirurgiske indgreb (13,1% af det totale antal) på tværs af alle lande, mens antallet af ikke-kirurgiske indgreb steg med 28% i Brasilien.
Top 10 lande i forhold til antal udførte indgreb i 2019 var USA, Brasilien, Japan, Mexico, Italien, Tyskland, Tyrkiet, Frankrig, Indien og Rusland.
USA og Brasilien estimeres til at have det største antal af plastikkirurger med mere end 25% af det totale antal i verden. Asiatiske lande følger med Kina på en tredjeplads, Japan som nummer fire og Sydkorea som nummer fem på listen over lande med det største antal plastikkirurger.
De kirurgiske indgreb udføres fortsat primært på hospitaler (47,9% på globalt plan), bortset fra USA, hvor 62,7% udføres i dertil indrettede kontorlokaler.
De lande, som ser det største antal af udenlandske patienter – såkaldt skønhedsturisme – svarer mere eller mindre 1:1 til billedet i 2018: Thailand (33,2%), Mexico (22,5%) og Tyrkiet (19,2%).
OM ISAPS – The International Society of Aesthetic Plastic Surgery (ISAPS) er den førende professionelle forening for æstetiske plastikkirurger. Organisationen er grundlagt i 1970, og ISPAS udgør et globalt forum for videndeling indenfor plastikkirurgi. ISAPS tilbyder medlemmerne nyeste viden indenfor feltet samt uddannelse og videnskabelige konferencer.
METODE – Den årlige undersøgelse foretaget af ISAPS er baseret på data og spørgeskema udsendt til ca. 25.000 plastikkirurger i ISAPS’ database fra de mere end 110 medlemslande. Spørgeskemaet omhandler antallet af kirurgiske såvel som ikke-kirurgiske procedurer udført i 2019, samt supplerende spørgsmål vedrørende ’kosmetisk skønhedsturisme’. Resultaterne er akkumuleret og analyseret af Indrusty Insights – et uafhængigt analysefirma med base i Columbus, OH. ISAPS er den eneste organisation, der på årlig basis indsamler denne type data vedrørende kosmetiske procedurer på globalt plan. Se mere her.